logo

BatteriForeningens reviderede holdningspapir

Notat om betalingen for indsamling af brugte batterier fra husholdningerne

I tilslutning til fælles udtalelse fra KL - RenoSam - Affald Danmark og BatteriForeningen af 21. februar 2007 udtaler BatteriForeningen følgende vedrørende spørgsmålet om betaling for indsamlingen af brugte batterier:

Som Batteridirektivet er formuleret, er det meget åbent og i høj grad overladt til medlemsstaterne, hvorledes indsamlingen af batterier skal foregå og hvorledes indsamlingen skal finansieres.

Det eneste krav til ordningerne er, at det skal være nemt og gratis for borgerne at aflevere batterierne. Det fremgår tillige, at eksisterende ordninger kan opretholdes

Omkring 80% af alle batterier anvendes i husholdningerne. I Danmark, som har en velfungerende kommunal logistik for afhentning af affald tæt på borgerne, er der almindelig enighed om, at det er afgørende for en høj indsamlingsprocent af brugte batterier, at den eksisterende kommunale logistik bevares og udvikles. Uden den kommunale logistik, og ved en indsamling af batterier via detailhandlen, vil det ikke være muligt hurtigt at opnå en høj indsamling af batterier.

Det viser erfaringer fra lande, hvor indsamlingen er baseret på detailhandlen:





I forbindelse med fremsættelse af forslag til ændring af Miljøbeskyttelsesloven for gennemførelse af WEEE-direktivet, fremgår følgende udtalelse af miljøminister Connie Hedegaard af Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget af 27. april 2005 over Forslag til lov om ændring af lov om Miljøbeskyttelse (producentansvar for elektronikskrot mv.):

......I udkastet til batteridirektiv stilles der krav om, at alle batterier skal indsamles, og at indsamlingen af batterier skal foregå tæt på brugeren og være nem for brugeren at gøre brug af. Dette krav vil kunne opfyldes på forskellige måder eksempelvis ved husstandsindsamlinger eller via detailhandlen el. lign. Såfremt et revideret batteridirektiv medfører, at der skal gennemføres sådanne indsamlingsordninger, vil jeg se positivt på mulighederne for at koordinere indsamlingen af batterier og småt elektronikaffald.

Miljøministeren syntes således i april 2005, at det ville være en god idé at implementere Batteridirektivet i overensstemmelse med WEEE-reglerne.

Forpligtelsen til at håndtere brugte batterier hviler på såvel producenter/importører af løse batterier som producenter af WEEE med forhåndsmonteret batteri der sælges som en del af WEEE-udstyret, fx. en boremaskine, en mobiltelefon eller en legetøjsbil, der sælges incl. batteri.

En betaling til kommunerne for indsamling af batterier iht. Batteridirektivet, vil indebære en række praktiske og juridiske problemer, som nemt kan komme til at overstige den samfundsmæssige gevinst ved en sådan ordning, set i forhold til, at batterier er en overordentlig udbredt og ganske almindelig husholdningsartikel, som der ikke affaldsfinansieringsmæssigt er nogen grund til at behandle anderledes end f.eks. brugte tefiltre.


WEEE i forhold til batterier

I Danmark er WEEE-direktivet som bekendt implementeret på den måde, at det fortsat er en kommunal forpligtelse at indsamle WEEE-affaldet, der afhentes på de kommunale affaldsstationer af WEEE-producenterne. Den kommunale indsamling finansieres ved de kommunale renovationsafgifter og producenterne overtager ansvaret for WEEE-affaldet på den kommunale modtagestation.

Indfører man en betaling for kommunernes arbejde med at indsamle batterier, vil det betyde, at en meget stor del af WEEE-producenterne vil skulle til at betale kommunerne for indsamling af de batterier, der er i WEEE-affaldet, fordi en WEEE-producent, hvis produkt indeholder batterier, er omfattet af producentdefinitionen i Batteridirektivet, jf. direktivets artikel 3 nr. 12. Afleveres den elektroniske dukke Lise som kan sige "pu ha" med de brugte batterier monteret i dukken, vil kommunen kunne opkræve betaling for modtagelsen af batterierne hos dukke-producenten, men afleveres dukken uden batterier, vil kommunens modtagelse af dukken alene skulle finansieres via renovationsafgiften.



Vælger man af nemhedsgrunde at løse dette ved at undlade opkrævning hos WEEE-producenterne for indsamling af batterier monteret i WEEE-affald, vil det betyde en helt urimelig forskelsbehandling mellem WEEE-producenter og batteri-producenter og det vil formentlig også stride mod direktivets præambel 28.


Ret til at bestemme og pligt til at betale

Overdragelse af indsamlingen til kommunerne som en kommunal forpligtelse til at indsamle brugte batterier vil som udgangspunkt ske med hjemmel i lov og bekendtgørelse. Kommunerne vil herefter kunne tilrettelægge indsamlingen som en del af det kommunale selvstyre med Miljøstyrelsen som tilsynsmyndighed med deraf følgende sanktionsbeføjelser.

Det hænger imidlertid ikke sammen at give kommunerne opgaven for indsamling og give producenterne pligten til at betale. Producenterne har ikke har magt over den kommunale opgavevaretagelse. Ret og pligt må følges ad. Man kan ikke overlade producenterne pligten til at betale for indsamlingen uden også at give dem retten til at bestemme over indsamlingen. En sådan ordning vil være uacceptabel for producenterne, navnlig fordi de vil være forpligtet til at betale også til kommuner, der misligholder deres indsamlingsforpligtelse.


Dette kunne man løse ved ikke at overdrage forpligtelsen til kommunerne i følge lov og bekendtgørelse, men i form af at overlade det til producenterne, om de vil indgå aftaler med kommunerne eller andre om at varetage indsamlingen på producenternes vegne og samtidig give kommunerne hjemmel til at indgå aftalerne. Etablering af et sådant kontraktsforhold med kommunerne som aftalepartnere risikerer imidlertid at blive mødt med protester fra andre aktører på affaldsområdet, som vil opfatte kommunernes særlige stilling som konkurrenceforvridende i forhold til disse aktøreres mulighed for at kunne byde på opgaven til konkurrencedygtige priser. I denne forbindelse kan der, tilsvarende sagen med drift af elskrotbehandlingsanlæg, være risiko for, at der stilles krav om at kommunerne skal udskille indsamlingen i særlige selskaber etc., hvilket ikke vil være praktisk muligt.


Samlet set vil der således være en række juridiske og praktiske problemer forbundet med at give kommunerne mulighed for at opnå betaling for at varetage indsamlingen.



Fastsættelse af størrelsen af kommunernes betaling

I forlængelse af denne problematik rejser sig spørgsmålet om størrelsen af kommunernes betaling. Der er enighed om, at denne skal svare til den billigst kendte metode for indsamling efter "Bornholmermodellen". Men hvordan fastsætter man den? Og hvad hvis målene ikke nås? Og hvad med de kommuner, hvor Bornholmermodellen ikke er egnet? Og hvordan skal pengene fordeles mellem kommunerne? Der vil rejse sig en lang række spørgsmål af praktisk art, som ikke vil give andet end bøvl og som derfor vil fjerne fokus fra det væsentlige: At indsamle batterier.



Konklusion

Ikke overraskende er det BatteriForeningens opfattelse, at det vil tjene alle parter bedst i så høj grad som muligt at sidestille WEEE-affald og brugte batterier, idet batterier ikke er andet end en delmængde af det samlede WEEE-affald, som bare uheldigvis har fået sit eget direktiv.

Derfor bør producenter af WEEE og producenter af batterier overtage ansvaret for det udtjente udstyr og de brugte batterier samtidig, hvilket vil sige på den kommunale affaldsstation.

WEEE-producenter der også bringer batterier på markedet skal tilsvarende batteriproducenterne indberette markedstal, betale for registrering og for informationskampagner, men alt dette kan ske i forbindelse med registreringen hos WEEE-system, hvor en særlig WEEE-gruppe kan tage sig af tilrettelæggelsen af informationen.

Håndteringen af de brugte batterier og WEEE-affaldet tillige med faktureringen herfor kan ske via kollektivordningerne, der også kan håndtere indberetning af indsamlede mængder af ikke-industribatterier til brug for Miljøstyrelsens rapportering til EU.



København 1. maj 2007


Frederik Madsen